Stor børnebogspris til Jakob Martin Strid
Dato: 6. september 2012

Den populære illustrator og børnebogsforfatter Jakob Martin Strid får i dag kl. 16.00 Gyldendals Børnebogspris 2012 på 50.000 kr. Prisen overrækkes ved forlagets efterårsreception for årets børne- og ungdomsbøger.

Jakob Martin Strid får prisen for ”med poesi, humor og anarki at have bidraget originalt og uvurderligt til den danske billedbog for børn og voksne i alle aldre”, som det lyder i motiveringen.

Seneste værk fra Jakob Martin Strid er Den utrolige historie om den kæmpestore pære, hvor Strid i en kapitelbilledbog på over 100 sider tegner og fortæller en utrolig robinsonade for børn. Bogen om den kæmpestore pære er ikke bare meget populær i Danmark. Den er også udgivet i Kina, Rusland, Tyskland, Holland, Sverige, Norge og på Færøerne og Island. Det samlede trykoplag er på indtil videre 50.000 eksemplarer.

Den 39-årige illustrator Jakob Martin Strid blev først kendt og berømmet for sine Stride satirestriber på bagsiden af Politiken og siden for sine mange unikke billedbøger, som han i traditionen fra bl.a. Hergé, Scarry, Deleuran, Ib Spang Olsen og Ole Lund Kirkegaard både tegner og skriver selv. For bøgerne har han modtaget flere priser, senest Kulturministeriets Illustratorpris 2009.

Blandt de tidligere modtagere af Gyldendals Børnebogspris er Kim Fupz Aakeson, Sanne Munk Jensen, Ib Spang Olsen, Louis Jensen, Flemming Quist Møller og Marianne Iben Hansen.

Gyldendal-udgivelser:

På Gyldendal har Jakob Martin Strid udgivet: Lille Frø. Da Lille Madsens hus blæste væk. Strid. Mimbo Jimbo, papbog. Mimbo Jimbo. Mimbo Jimbo har det sjovt. Mimbo Jimbo laver kunst. Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Og senere i 2012 udkommer Mimbo Jimbo og de store elefanter samt Strid familiekalender 2013. Næste år er indtil videre planlagt Mimbo Jimbo i Norge.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail